1. Det vigtige i livet
Det vigtige i livet er at forstå, at vores højeste formål er at ære Gud og glædes i Ham for evigt. (Westminsters lille katekisme, Sp. 1).
Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. (Matt. 6.33).
Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. (Matt. 10.37).
Himmeriget ligner en skat, der lå skjult i en mark; en mand fandt den, men holdt det skjult, og i sin glæde går han hen og sælger alt, hvad han ejer, og køber den mark. (Matt. 13.44).
Igen: Himmeriget ligner en købmand, der søgte efter smukke perler; og da han fandt én særlig kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han ejede, og købte den. (Matt. 13.45-46).
Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv? (Matt 16.24-26).
Visdom først og fremmest! Køb visdom, køb indsigt for alt, hvad du ejer. (Ordsp. 4.7).
Lykkeligt det menneske, der hører på mig, så han dag efter dag våger ved mine døre og holder vagt ved mine dørstolper. For den, der finder mig, finder livet og opnår Herrens velbehag. Men den, der går fejl af mig, skader sig selv, alle, der hader mig, elsker døden. (Ordsp. 8.34-36).
Det folk, jeg skabte mig, skal forkynde min pris. (Es. 43.21).
Når I nu er oprejst med Kristus, så søg det, som er i himlen, dér hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. Tænk på det, som er i himlen, og ikke på det jordiske. (Kol. 3.1-2).
2. Pagtbørnenes kald
Pagtbørnenes kald, dem som døbt i treenighedens navn, er at efterfølge Jesus Kristus, ham de tilhører i både legeme og sjæl (Heidelberg-katekismen Sp. 1), ved at tro og adlyde Hans Ord så godt de kan. Vigtige skriftsteder vedrørende dette er følgende:
Min søn, hvis du tager imod mine ord og gemmer mine bud hos dig, så du lader øret lytte til visdom og vender hjertet mod forstandighed, ja, hvis du råber på indsigt og løfter din røst efter forstandighed, hvis du leder efter den som efter sølv, søger efter den som efter skatte, da forstår du, hvad det er at frygte Herren, da opnår du kundskab om Gud. (Ordsp. 2.1-5).
Køb sandhed, og sælg den ikke, køb visdom, belæring og indsigt! (Ordsp 23.23).
Husk på din skaber i ungdommens dage […] (Præd. 12.1).
Børn, adlyd jeres forældre i Herren; for det er ret og rigtigt. »Ær din far og din mor!« Det er det første bud, der er knyttet et løfte til: »for at det må gå dig godt, og du må få et langt liv på jorden.« (Ef 6.1-3).
Børn, adlyd jeres forældre i alt, for sådan skal det være i Herren. (Kol. 3.20).
Dette bibelske kald til pagtsbørnene kommer til udtryk i “Dåbsformularen”1:
Som i alle pagte, indeholder den to dele: derfor er vi af Gud gennem dåben, formanet, og forpligtet til ny lydighed, nemlig, holder os til denne ene Gud; Faderen, Søn og Helligånd; at vi stoler på ham og elsker ham med hele vor hjerte, hele vor sjæl, hele vor sind og al for styrke; at vi forlader denne verden, korsfæster vor gamle natur, og vandrer i et nyt og helligt liv.
… at de dagligt må følge ham, med glæde, bærende deres kors, og holde sig til ham i sand tro, fast håb, og glødende kærlighed; at de må, med en tilpas fornemmelse af din begunstning, forlade dette liv, hvilket ikke er andet end fortsat død, og på den yderste dag, må fremkommer uden skrækslagen foran Kristi domstol, gennem Jesus Kristus vor Herre, Helligånden og den ene Gud, som lever og regerer for evigt.
3. De kristne forældres kald
Udover at støtte kirken i dens kald, er kristne forældres kald angående deres børn, kort sagt, at lære dem om deres kaldelse fra Guds Ord og træne dem i det i kærlighed. Følgende skriftsteder indikerer dette:
Men tag dig i agt, og pas godt på, at du ikke glemmer, hvad du selv har oplevet; det må ikke gå dig af minde, så længe du lever. Fortæl det til dine sønner og dine sønnesønner. (Deut. 4.9).
Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke. Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal ligge dig på sinde, og du skal gentage dem for dine sønner; du skal fremsige dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op. (Deut. 6.4-7).
Lær jeres sønner dem, fremsig dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op. Du skal skrive dem på dørstolperne i dit hjem og i dine porte. (Deut. 11.19-20).
Det, vi har hørt og erfaret, det, vore fædre har fortalt os, skjuler vi ikke for deres børn; vi fortæller den kommende slægt om Herrens glorværdige gerninger og styrke, om de undere, han har gjort. Han satte et vidnesbyrd i Jakob, fastsatte en lov i Israel, som han befalede vore fædre at lære deres børn, for at den kommende slægt, de børn, der skulle fødes, skulle lære den at kende, så de kunne fortælle om det til deres børn. De skulle sætte deres lid til Gud og ikke glemme Guds gerninger, men holde hans befalinger. De skulle ikke være som deres fædre, en genstridig og trodsig slægt, en slægt, som ikke vendte sit hjerte til Gud, og hvis ånd ikke var trofast mod ham. (Sl. 78.3-8)
Tilskynd drengen til at følge den vej, han skal gå, selv når han bliver gammel, vil han ikke vige fra den. (Ordsp. 22.6).
Og fædre, gør ikke jeres børn vrede, men opdrag dem med Herrens tugt og formaning. (Ef. 6.4).
[J]eg husker den oprigtige tro, som du havde, og som allerede din mormor Lois og din mor Eunike havde, og som jeg er vis på, at du også har. […] og fra barnsben kender du De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus. (II Tim. 1.5;3.15).
Dette er opsummeret i det tredje spørgsmål til forældende i “Dåbsformularen”2:
“Hvad enten du lover og agter at se disse børn, når de når ansvarlighedens alder (afhængig af om du er forældre eller vidne), instrueret og opdraget i den førnævnte lære, eller hjælpe eller forårsage dem at blive instrueret deri, til den ypperste af din magt?”
Dette er alle troende forældres fryd: “Jeg har ingen større glæde end at høre, at mine børn lever i sandheden.” (III Joh. 4).
4. Kristi kirkes kald
Udover at lære kristne forældre og deres børn om deres pågældende kald (og at bede for og støtte dem i dette), har kirken også sit eget kald fra Jesus Kristus, angående pagtens arving: “Vogt mine lam!” (Joh. 21.15).
Dette ses klart i Guds Ord til Abraham angående his instruktion af hans husstand, datidens kirke: “Jeg har jo udvalgt ham til at pålægge sine sønner og sin slægt at følge Herrens vej og øve ret og retfærdighed, så Herren kan lade det ske, som han har lovet Abraham.« (Gen. 18.19).
Læg mærke til Guds viden om Abraham, en dyp personlig viden om ham i kærlighed. Guds viden om kærlighed forårsagede at Abraham blev forældre (“sine sønner”), kirke leder (af “sin slægt”) og instruere dem i ” at følge Herrens vej og øve ret og retfærdighed”. Denne pagtsmæssige instruktionsmetode, er måden hvorpå Gud realiserer Hans pagt med Hans folk i deres generationer: “så Herren kan lade det ske, som han har lovet Abraham.” Abraham er alle de trofastes fader, ligegyldig om jøde eller hedning (Rom. 4.11-12, 16-18), fordi Hans pagtsløfter er lavet til Kristus og alle de udvalgte (i Kristus) i den nytestamentlige kirke (Gal. 3.16, 29).
Følgende er en af de ting der forventes og kræves af en minister: “at sørge for kateketisk instruktion.”
Kirke Orden 443, som omhandler kirkelig visitation, kræver at forsamlingen bliver opbygget og “især de unge.” Dette omhandler særligt kateketisk instruktion, som også de “Kirkelige visitationsspørgsmål”4 gør klart:
Konsistoriet spørges, “Holder konsistoriet øje med at katekismusundervisning regelmæssig afholdes? Bestemmer konsistoriet materialet til instruktionen? Og holder det øje med at undervisningen regelmæssigt deltages i?”
De ældste og diakonerne spørges, “Afholder [ministeren] regelmæssige katekismusundervisning, trofast besøger de syge, og deltager i familie visitation?”
Ministeren og diakonerne spørges, “Besøger [de ældste] på bestemte tidspunkter katekismusundervisningen, for at se hvordan de udføres; og hjælper de ministeren når behovet er tilstede?”
Westminster forsamlingens “Formular for presbyteriansk kirkeordning”5 kræver af evangeliets minister “At katekisere, hvilket indebærer en klar fremlæggelse af Guds oraklers grundprincipper, eller om læren om Kristus, som en del af forkyndelsen.”
Dem som bærer et embede i kirken, er kaldet til at være tilsynsmænd og holdes ansvarlig af Gud (Ez. 3.17-18; Jak. 3.1) – og også deres omsorg for pagtsbørnene.
5. Gavnen ved katekismusundervisning for pagtsbørnenes
Det giver pagtsbørnene en strategisk forståelse af Det gamle testamente og Det nye testamentes historie og et solid læremæssig fundament (dette kommer især gennem undervisning i Heidelberg-katekismen) for at hjælpe dem i at lære “alt hvad der er Guds vilje” (ApG 20.27).
Alt dette sker på deres niveau, ved at bruge gennemtestet materiale og instruktionsmetoder, inkluderende personlig instruktion, diskussion, spørgsmål og svar.
Det gør dem i stand til bedre at kunne forstå kirken prædikener.
Dette styrker dem i at vidne om at Jesus Kristus er Herre. (Mark. 8.38; Rom. 10.9-10; II Tim. 1.12).
Alt dette træner dem til at blive bekendende medlemmer af kirken, som kan deltage i nadveren, som modne kristne.
Ved Guds nåde, vil børnene gro til at blive komplette kristne og krigere i himmelens kongerige, og ikke at blive ædt af denne verden og de forgående kirker.
Ved dette og med Guds velsignelse, vil pagtsbørnene blive søjler og ledere i kirken i den næste generation.
6. Andet gavn ved katekismusundervisning
Katekismusundervisning i løbet af ugen, demonstrerer at kristendommen ikke kun er at søndagsforetagende. Katekismusundervisning tjener den gudsfrygtige familie: “Jeg og mit hus vil tjene Herren.” (Jos. 24.15). Katekismusundervisning er en nobel tradition i kirken og reformerte kirkes historie, et foretagende gennem adskillige århundrede, som manifesterer vores enhed med den historisk kristne kirke.
7. Katekismusundervisning i kirkelig reformation og deformation
Johannes Calvin skrev i sit forord tilGenève-katekismen (1545), følgende:
“Det har altid været kirkens praksis, og en man har været omhyggelig med, at se til at børnene blev nøje instrueret i den kristne religion. At dette kunne gøres mere bekvemt, ikke blot hvor skolerne fra gammel tid havde åbnet, og enkeltpersoner pålagde sig at instruere deres familier, men det var en offentlig modtaget skik, at tilspørge børn i kirkerne om hoveddoktrinerne, hvilke burde være almindelig kendt hos alle kristne. For at sikre at dette blev ordentlig gjort, var der en nedskrevet formular, som blev kaldt en katekismus eller et institut. Den efterfølgende af djævelen ynkelige sønderrivelse af Guds kirke, (som stadig alt for tydeligt ses i størstedelen af verden) væltede denne hellige bestemmelse, og efterlod intet andet end et par bagateller, som kun avler overtro, uden nogen opbyggelig frugt. Af denne beskrivelse er den bekræftelse, som de kalder det, fuld af fagter som, værre end latterlighed, kun bruges af aber, og som ikke har noget fundament at hvile på. Hvad vi nu frembringer, er derfor, intet andet en brugen af ting som fra tidlige tider blev praktiseret af kristne, og de sande tilbedere af Gud, og som aldrig blev lagt til side, førend kirken var gennemkorrupt.”
Frafald leder til katekismusundervisningens fald, hvilket forårsager yderligere frafald. Gennem deres forsømmelse af undervisning, svigter mange kirker deres unge folk og familier, og beviser deres utroskab til deres kristne og reformerte arv. Skriften advarer gentagende gange om de bitre konsekvenser af at svigte ordentlig instruering af pagtsbørnene. Denne konsekvens ses tydeligt i nutidens unge folks uvidenhed, og løsrivelse fra kirken:
Hele det slægtled gik til deres fædre, og efter dem kom et nyt slægtled, som ikke kendte Herren og det, han havde gjort mod Israel. (Dom. 2.10).
Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. (Matt. 18.2).
[D]et er ude med mit folk, fordi det ikke har kundskab. Fordi du har forkastet kundskaben, forkaster jeg dig som min præst; fordi du glemmer din Guds belæring, glemmer jeg også dine sønner. (Hos. 4.6).
På den anden side, trofast katekismusundervisning og modtagelse (medfølgende andre bibelske metoder) bringer stor velsignelse.
[O]g I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie. (Joh. 8.32).
Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning. (II Tim. 3.16-17).
[M]en voks i nåde og erkendelse af vor Herre og frelser, Jesus Kristus. Æren er hans både nu og til evighedens dag! Amen. (II Pet. 3.18).
