-
Gud har fra evigheden af forudbestemt nogle mennesker til livet, og forkastet andre til døden.
-
Den bevægende eller effektive årsag til forudbestemmelse til liv, er ikke forudviden om tro, ej heller gode gerninger, ej heller noget som helst i den forudbestemte person, men kun Guds gode vilje.
-
Der er et bestemt og fastslået antal af forudbestemte, som hverken kan øges eller formindskes.
-
Dem som ikke er forudbestemt til frelse, er uundgåeligt fordømt på grund af deres synder.
-
En sand, levende og retfærdiggørende tro og Guds helliggørende Ånd, er i de udvalgte, aldrig tabt ej heller forsvinder den helt eller endeligt.
-
Det virkelige trofaste menneske – en som har fået skænket retfærdiggørende tro – er ved fuld trosvished sikker på deres synders forladelse og evige frelse gennem Kristus.
-
Frelsende nåde er ikke skænket, er ikke gjort fælles, er ikke overdraget til alle mennesker, ved hvilken de kunne blive frelst, hvis de ønskede.
-
Ingen kan komme til Kristus, medmindre det er ham skænket, og medmindre Faderen drager ham: og ikke alle mennesker drages af Faderen til at komme til Sønnen.
-
Der ligger ikke i hvert menneske vilje eller magt at kunne blive frelst.
Lambeth artiklerne var udarbejdet af dr. William Whitaker, professor ved Cambridge, og med indput fra dr. Richard Fletcher (biskop af London), dr. Richard Vaughan (biskop-valgt af Bangor) og Humphrey Tyndall (dekan af Ely).
Artiklerne blev formelt godkendt af ærkebiskoppen af Canterbury (dr. John Whitgift), ærkebiskoppen af York (dr. Matthew Hutton), den biskop-valgte af Bangor (dr. Richard Vaughan) og andre gejstlige som var indkaldt til Lambeth Palace, London (20. november 1595). Dr. Whitgift, ærkebiskoppen af Canterbury, sendte få dage senere, Lambeth artiklerne til Cambridge University (24. november 1595), ikke som nye love eller dekreter, men som en forklaring på den lære der allerede var etableret ved landets love.
Ved Hampton Court Konferencen i 1604, mødte kong James 1. og en række puritanske gejstlige. Dr. Reynolds fremsatte en anmodning om at “de ni ortodokse udsagn indgået ved Lambeth, skulle indsættes i artikelbogen.” Men Lambeth artiklerne blev aldrig formelt tilføjet til den engelske kirkes 39 artikler (1563). De blev dog accepteret af Dublin konvokationen i 1615 og indpodet i de irske artikler (1615), hvilket efter sigende skulle være James Usshers værk, ham som også senere blev ærkebiskop af Armagh og primat for hele Irland (1625-1656). I den irske kirke, opnåede Lambeth artiklerne for en tid en semi-symbolsk autoritet. Det siges at de ved Dortrechtsynoden (1618-1619) blev udstillet af den engelske kirkes repræsentanter som hjemkirkens dom vedrørende den arminianske debat.
I dag er de fleste anglikanske kirker desværre sunket til den arminianske teologi og de trofaste Lambeth artikler er enten ukendt eller forkastet.
