Af Angus Stewart
Siden det første koncil i Konstantinopel (381 e.Kr.) har den kristne kirke bekendt af den sande kirke har fire attributter; “en, hellig, almindelig og apostolsk”. Ef 2,20 lærer os at kirken er “bygget på apostlenes og profeternes grundvold”.
At kirken er apostolsk ved vi fra både Bibelen og bekendelserne, men hvad betyder det egentlig? Ved pinse, begyndelsen på den nytestamentlige tidsalder, hvor kirken samledes om apostlene og kirken “holdt fast ved apostlenes lære” (ApG 2,42). I dag er den apostolske lære samlet i Det Nye Testamente, hvilket er fuldendelsen og opfyldelsen af Det Gamle Testamente. En apostolsk kirke er derfor karakteriseret ved at lære de sandheder som apostlene lærte i Den Hellige Skrift og kristne præster er efterfølgere af apostlene hvis de underviser i apostlenes lære.
Ifølge Ef 2,20 er apostoliciteten kirkens fundament, for kirken er “bygget på apostlenes og profeternes grundvold”. Kirkens hellighed er dens skønhed (Ef. 5,26-27); ikke dens fundament. Kirkens almindelighed (eller katolicitet) er dens universelle omfang, den inkluderer alle nationer, sprog, aldersgrupper osv. (Åb. 7,9); ikke dens fundament. Kirkens enhed er dens åndelige og numeriske enhed; ikke dens fundament. Apostoliciteten, som er kirkens fundament, er grundlaget for kirkens hellighed, almindelighed og enhed. Den sande kirke har en apostolsk hellighed, apostolsk almindelighed og apostolsk enhed. Af denne grund må økumeniske relationer mellem forskellige kirkesamfund begynde med læremæssige diskussioner: Står vi begge på den apostolske tro?
Derudover skal det siges af der kun er et fundament for kirken; ikke to eller flere. Grundlaget for kirken er ikke apostolicitet og enhed eller hellighed eller almindelighed. Ej heller er kirken baseret på apostolicitet og menneskets frie vilje eller moderne videnskab eller kirkelige traditioner. Kirkens eneste fundament er Den Hellige Skrifts apostolske sandheder, hvilke åbenbarer Jesus Kristus som korsfæstet, oprejst og regerende, for Han selv er kirkens fundament (1 Kor 3,11).
Det er i fundamenters natur, at de kun lægges en gang, derfor kan kirkens fundament aldrig genlægges. Den apostolske tro “som én gang for alle er overdraget de hellige.” (Judas 3). Som en klog bygmester, er Guds fundaments stærk nok til bære hele kirken i alle tidsaldre. Derfor, at afgå fra apostolsk lære – treenighedslære, Skriften, skabelsen, suveræn nåde osv. – er at ændre på kirkens fundament og det vil resultere i menigheden eller trosretningens undergang. Folk vil måske stadig deltage, men åndeligt vil menigheden udarte og snart blive en falsk kirke. Kirker som i dag mener at have apostle og profeter, mislykkes ikke kun i deres forståelse af disse embeders ekstraordinæritet og midlertidighed, men også at de føjer til og derved underminere kirkens fundament. At påstå at der er apostle og profeter i dag, gør nødvendigvis modtagelsen af direkte, verbal åbenbaring fra Gud gældende. Dette benægter Guds Ords tilstrækkelighed (Sl. 19,7-11; 2 Tim 3,16-17) og kirkens fuldtud tilstrækkelige kirke (Ef 2,20).
Fundamenter bestemmer en bygnings længde og bredde, og derfor også dens form. Falsk lære ødelægger ikke kun fundamentet; den lægger også et yderligere fundament. Alle som påstår at kirken ikke er bygget på det apostolske fundament, er under Guds dom.
Den bedste måde at nedrive en bygning, er ikke ved at ødelægger dets vinduer, skorsten eller lign., men ved ødelægge det fundament der opretholder hele bygningsværket. Ligeså er den mest effektive måde omvælte en kirke på, at underminere dens fundament: apostolsk lære. Således gør i det åbne eller skjulte falske lærer, som angriber retfærdiggørelse ved tro alene, fuldstændigt forfald, ubetinget udvælgelse, forkastelse osv. De underminere de reformerte bekendelsesskrifter, som sammenfatter apostolsk sandhed.
Alt dette gør os i stand til, ved Guds Ord, at teste de organiserede kirker. Spørgsmålet er dette: Er denne menighed eller kirkesamfund apostolsk i alle ting? Er det en kirke som er karakteriseret af apostolsk lære, så at den er “sandhedens søjle og grundvold” (1 tim 3,15), vedholdende Jesu Kristi sandhed i en sandhedshadende verden? Er kirkens tre kendetegn tilstede: apostolsk forkyndelse, apostolsk sakramenteforståelse, apostolsk kirketugt? Er menigheden apostolsk i dens tilbedelse, bønne, kirkestyreform, embeder, instrueringen af pagtsbørnene, mission osv?
Medlemskab i en apostolsk kirke er at beære Jesus Kristus, som er tilstede hvor den apostolske lære forkyndes, tros, elskes, bekendes, forsvares og lides for. Sådanne kirker er steder hvor dens medlemmer “vokser i nåde og erkendelse af vor Herre og frelser, Jesus Kristus” (2 Pet 3,18).
