Af Ron Hanko
Spørgsmålet
Har logik en rolle i studeringen af Skriften?
Moderne evangelikale teologer har højst givet et meget uklart svar til dette spørgsmål. Mens de ikke helt afviser brugen af logik – hvem kan? – nægter de alligevel at se deres egen læres logiske konsekvenser i øjnene. De lærer mange uoverensstemmende doktriner, såsom lærersætningen om to modstridende viljer i Gud. Og de fordømmer dem der insistere på logisk konstruktion af sandheden, som rationalister.
Når deres uoverensstemmelser bliver påpeget, rynker de på næsen over “menneskelig logik” og taler om “mysterium” eller “antinomi”, “spænding” og om tilsyneladende eller virkelige modsigelser i Guds Ord.
Hvad skal vi tænke om alt dette?
Appellen til mysterium lyder meget from for de fleste troende, hovedsageligt fordi Skriften også taler om mysterium. Men følger disse mennesker det Bibelske koncept angående “mysterium”, når de bruger ordet til at mene “modsigelse” eller “paradoks”? Når Bibelen taler om “mysterium”, taler den nogensinde om lærersætninger der modsiger hinanden og er umulige at forstå? Kan der være sandheder om Gud der modsiger hinanden?
Ligeså, betyder sandheden om Guds ubegribelighed at vi kan tro modstridende ting om Ham? Er det på nogle områder umuligt at finde hoved og hale i hvad Gud siger om Ham selv og Hans Ord? Dette synes at være konklusionen hos dem der så ofte fordømmer brugen af logik og tror på alle mulige modsætninger i Gud og i Skriften – og at rationalitet er uforenelig med Guds ubegribelighed.
Og endelig, er det rationalisme at insistere på at Skriftens doktriner må stemme logisk overens med hinanden? Denne beskyldning bliver ofte rettet mod dem der insistere på at Skriftens lærersætninger ikke kan modsige hinanden. Ophøjer disse logikken over Skriften når de søger at harmonisere Skriftens sandheder og placere dem i et logisk sammenhængende system? Mange ville påstå at de gør.
Logik
Grunden til at modstanden mod logik er så succesfuld, er måske at ordet logik fremtryller bestemte tanker i det moderne menneske, og selv også i det kristne menneske. Tanker såsom at logik frembringer et koldt system af doktriner som ikke har noget at gøre med livet og er aldeles uden lidenskab eller varme. Dette syn på logikken er dog forkert.
Ved at huske på hvorfra vi får ordet “logik”, kan nogle af disse forkerte opfattelser dog blive afkræftet. Ordet “logik” kommer fra det græske ord “logos” som oversættes som “Ord” i Johannes 1,1-14. Dette ord bliver brugt som navn for vor Herre Jesus Kristus. Det er på ingen måde mere underligt at bruge ordet logik om Kristus end det er at bruge ordet “Ord” om Ham. Ved at forbinde ordet logos med tale eller det talte ord, siges der kun at det gennem Ham at Gud taler til os og åbenbarer Ham selv for os. Ved at forbinde logos med logik, siges der kun at når Gud taler til os gennem Hans Søn, så taler han rationelt og forståeligt. Dette er faktisk åbenbaringens mirakel – ikke kun at Gud taler til os, men at vi kan forstå og finde hoved og hale i hvad Han siger.
James O. Buswell siger,
Når vi accepterer logikkens lov, accepterer vi ikke nogle love som er ekstern til Gud og som han må underlægge sig, men vi accepterer sandhedens love, som er afled fra Guds hellige personlighed … Bibelen som en bog skrevet i menneskets sprog påstår at tale sandheden. Hvis ordet sandhed ikke er betydningsløst, indebærer det sandhedens love, som altså er logikkens love.
Vi benægter selvfølgelig ikke, at Helligåndens gerning er nødvendig for at få det naturlige menneske til at forstå hvad Gud siger. Problemet med den vantro, er dog ikke at hvad Gud siger er uforståeligt eller irrationelt, men at det naturlige menneske er en tåbe. Han vil ikke forstå. Man kan sammenligne ham lidt med en udlændinge der lader som om han ikke forstår, for at undgå en ubehagelig konfrontation med autoriteterne.
Logik er simpelthen korrekt tænkning og logikkens love er lovene for korrekt tænkning. Hvis vi får banket dette ind i vores hoveder, så vil vi ikke så let tænke foragtende om logikken. Gud ønsker sikkert at vi tænker korrekt om Ham, om rigtigt og forkert, og om alle andre ting. Det må derfor også være synd at tænke ukorrekt om Gud, om Hans sandhed eller om moralitet. At sige at rigtigt er forkert og at forkert er rigtigt, er ukorrekt, syndig tænkning (Es 5,20). Korrekt tænkning, i det mindste om det der vedrører Gud, er ikke kun ret, men der er også påkrævet af os og al forkert tænkning fordømt (Sl 50,12; Fil 4,8).
Korrekt tænkning er tænkning som er i harmoni med alt hvad Ordet lærer. Vi skal tænke hvad Gud tænker. Vi har Hans tanker i Ordet. Ligesom vi i bekendelserne siger hvad han siger, ligeså må vi tænke hvad han åbenbarer – Hans egen tanker (Sl 10,4). Vi må derfor bringe “enhver tanke til en lydig fange hos Kristus” (2 Kor 10,5)
Sådan en korrekt tænkning er rationel og giver mening. Korrekt tænkning vil ikke kun være tænkning som er baseret på Guds Ord, men også tænkning som er forståeligt og rationel. Præcis fordi at tankerne i Guds Ord er Guds åbenbaring, er de ikke irrationelle, meningsløse, modsigende og umulige at forstå.
På dette punkt er vi enige med Gordon H. Clark, som spørger:
I denne forbindelse, er det så ikke besynderligt, at en teolog kan være så knyttet til læren om Kristi forsoning, eller en pietist til ideen om helliggørelse, som ikke desto mindre kun er forklaret i nogle dele af Skriften, men alligevel være fjendtlig eller mistænkelig overfor rationalitet og logik som hver eneste vers i Skriften udtrykker?1
Ej hjælper det at håne “ren menneskelig aritmetik”, som Gordon Clark foreslår andetsteds, hvor han spurgte, “To plus to er fire for mennesket, men er elve for Gud?” (“God and Logic,” Trinity Review, no. 16).
Rationalisme og rationalitet
Alt dette bringer os til et andet vigtigt punkt, nemlig et forsvar af rationaliteten. Rationalitet er ikke det samme som rationalisme. Når nogle insisterer på at det er en modsigelse, eller vås, at sige at Gud både ønsker og ønsker ikke at frelse de forkastede, bliver han med det samme beskyldt for at være tilhænger af rationalisme. Selvom han kun er rationel. Som altså er noget andet. Det må altså gøres klart, at rationalisme ikke er det samme som at være rationel og insistere på at sandheden er rational og giver mening. Rationalisme er tænkning som ikke starter med Gud og med Skriften og derfor ender det ingen steder. Det er faktisk rationalisme som har ført det moderne menneske til irrationalitetens rand og anarki i filosofi, kunst, videnskab og etik. Han er endt op med sludder og vrøvl, fordi han har afskåret sin tænkning fra Skriften.
Francis Schaeffer siger:
Kristendommen har derfor mulighed for at tale klart om det faktum at den besvarer præcis det som det moderne menneske har opgivet håbet om at få besvaret – nemlig, tankens enhed. Kristendommen giver et samlet svar om hele livet. Det er sandt at mennesket bliver nød til at give afkald på sin rationalisme. Men på den anden side, så har han også muligheden for genvinde sin rationalitet. Nu ser du måske hvorfor jeg så kraftigt understregede forskellen mellem rationalisme og rationalitet. Det moderne menneske har tabt den første.2
Nå en teolog forsøger at tænke tingene igennem og forene Skriftens lære med sig selv, så er han altså ikke en rationalist. Faktisk er det teologens opgave at systematisere Skriftens sandheder sådan at de alle relatere til hinanden uden at modsige hinanden. At smide logik og rationalitet i skraldespanden, er at ødelægge muligheden for at bedrive teologi. Alligevel påstår mange teologer, at det er hvad der skal gøres.
Problemet til diskussion, er altså ikke åbenbaring versus rationalisme, men om hvorvidt åbenbaringen er rationel – hvorvidt Gud, når han taler, taler i modsigelser og paradokser, altså om Han taler irrationelt. En modsigelse, i.e., at en firkant er rund, er noget vrøvl. Måske tror nogle på det, men så kan de ledt anklages for at være irrationelle, eller endda vanvittige.
Nogle teologer forsvarer lignende modsigelser, når de siger at Gud har to viljer. At Gud både ønsker og ikke ønsker at frelse alle mennesker, at Han elsker den ufrelste og ikke elsker dem, eller at Gud forbliver uforanderlig selvom Han starter og stopper med at elsker. At afvise sådanne modsigelser er ikke rationalisme, men rationalitet og en afvisning af al irrationalitet.
Mysteriet
Det er nu et passende tidspunkt at tale om mysterium, et emne som ofte kommer til overfladen i disse diskussioner. Teologer siger ofte, til forsvar for deres modsigelser, at “det er et mysterie”. For en som knap nok har tænkt det igennem, synes dette at være et ret godt svar. Bibelen taler jo om mysterium, og i hverdagsbrug betyder ordet “noget vi ikke kan forstå”. Så teologen synes retfærdiggjort i brugen at ordet som “noget som er umuligt at forstå – en modsætning”.
Dette er dog ikke den bibelske definition af ordet mysterium. I Skriften betyder ordet “noget det naturlige menneske ikke kan forstå fordi han er en tåbe, men som er åbenbaret af Gud til Guds børn og som kan og skal forstås af dem.” I Ef 3,3-5 taler Paulus om mysteriet som “I tidligere slægtled blev den ikke gjort kendt for menneskenes børn, sådan som den nu er blevet åbenbaret for hans hellige apostle og profeter ved Ånden.” Dette mysterium kan ikke kun forstås af teologer og ledere som Paulus, men det var givet så at “når I [almindelige medlemmer af kirken] læser det, kan I se, at jeg har fået indsigt i Kristus-hemmeligheden.
Selv i den almindelige brug af ordet, begår teologer et fejltrin i at lade ordet dækker over deres modsigelser og paradokser. Når vi kalder treenighedslæren for at mysterium, mener vi ikke at den er selvmodsigende og irrationel, men kun af vi ikke fuldt forstår det.
Hvis treenighedslæren lære at Gud en en Gud og tre Guder eller en Person og tre Personer (som Cornelius Van Til siger) vil det være en modsigelse og uforståeligt. Gud kan ikke være en Gud og tre Guder på samme tid. Men at Gud er treenig betyder også kun at Gud er en Gud og tre Personer. Dette er måske svært at forstå fuldt ud, men det er ikke en modsigelse.
Ej er læren om Guds suverænitet og menneskets ansvarlighed et mysterium, i den betydning at de altså modsiger hinanden. Hvis de gjorde, ville vi blive nød til at vælge i mellem dem. Gudskelov skal vi ikke det. De er et mysterium på den måde at vi ikke fuldt forstår hvordan de er forenet, men det modsiger altså ikke hinanden. De er ikke at et paradoks. Derfor er vi enig med Herman Hoeksema, som siger:
De ville være modsigende hvis den første proposition benægtede hvad den anden stadfæstede. Men det gør den ikke. Den første proposition hævder noget om Gud: Han er absolut suveræn og determinere menneskets handlinger. Den anden proposition siger noget om mennesket: han er ansvarlig for hans moralske handlinger. Benægte den første proposition at mennesket er ansvarligt? Hvis den gør, så har du en modsigelse. Men det gør den ikke. Dem som gerne vil finde en modsigelse her, er for det meste fjender af sandheden om Guds suverænitet, tager det ganske simpelt for givet at påstanden om at Gud er suveræn over menneskets handlinger er det samme som at sige at mennesket ikke er ansvarligt.3
At sige at Gud elsker og ikke elsker de forkastede er ikke et mysterium, men en modsigelse. Det er umuligt at forene ideen om at Gud elsker de forkastede for et stykke tid og derefter ophører med at elske dem, med at Gud er uforanderlig. Det er sådanne modsigelser som vi afviser og som bør afvises i reformert teologi.
Logik og læren om Gud
Der er mere på spil end bare spørgsmålet om vi kan tro på modsigelser, som mange moderne teologer siger vi kan og bør. Selveste Guds natur og væsen er på spil.
En af de mest grundlæggende af Guds attributter er Hans simplicitet, et attribut man sjældent hører om. Den første artikel af Den Belgiske Konfession nævner dette attribut som det første:
Vi tror af hele hjertet, og bekender med munden, at der kun er et simpelt og åndeligt væsen, som vi alle kalder Gud; og at han er evig, ubegribelig, usynlig, uforanderlig, uendelig, almægtig, fuldstændig klog, retfærdig, god og der overfyldte kilde til alt godt.
Attributtet er så ukendt, at sproget i Den Belgiske Konfessions lyder underligt i vores øre.
Guds simplicitet betyder at Han er udelt. Dette er først sandt i henvisning til Treenighedens tre Personer – at de ikke er separate guder, men sammen en Gud. Det er også sandt i forbindelse med Guds attributter. De kan ikke adskilles fra hinanden, eller sættes op i mod hinanden. Der er f.eks. intet skel eller konflikt mellem Hans retfærdighed og Hans barmhjertighed. Han barmhjertighed vil altid være retfærdig og Hans retfærdighed altid barmhjertig. Derfor er der ingen modsigelse eller uoverensstemmelse i Gud. Han er en og udelt i Hans Person, i Hans attributter, i Hans formål og vilje, og i Hans gerninger. Hans gerninger konflikter aldrig med Hans formål, ej Hans formål med sig selv.
Dette attribut benægtes af dem som er villige til at finde modsigelser i Guds vilje eller mellem Guds vilje og Hans gerninger. De promovere ikke kun irrationalitet, men de benægte også Hans simplicitet og er derfor i modsigelse med hvad Skriften lære om Gud (1 Joh 1,5). At finde modsigelser i Gud er at benægte Gud. Der er mange ting om Gud som vi ikke kan fatte, mange ting vi ikke fuldt ud forstår, men der er slet ingen mørke i Ham.
Logik og læren om Skriften
Modsigelse og paradoksteologien er også en modsigelse af læren om Skriften. Hvis der er en modsigelse i Skriften, så er Skriften ikke længere en åbenbaring. En modsigelse “åbenbarer” intet. Den umuliggøre kun forståelse. Hvis Skriften har modsigelser, er den ikke længere perfekt og ufejlbarlig. En modsigelse er en ufuldkommenhed, en fejl.
Regula Scripturae, Skriftens regel, en af de store reformatoriske principper, betyder at der en, hvad angår Skriftens lære, overensstemmende rød snor fra den ene ende af Skriften til den anden. Dette følger selvfølgelig også fra kendsgerningen at det er Guds Ord. Hvis det bare var en samling bøger skrevet af mennesker, ville vi ikke forvente enhed eller overensstemmelse, men fordi Helligånden er Skriftens forfatter, han den både enhed og overenstemmelse i alt had den siger. Dette hentydede Jesus til da han i Joh 10,35 sagde: “Skriften kan ikke rokkes”. At finde modsigelser i Skriften, ligegyldigt om det er om historiske detaljer eller Gud, er at benægte at det er Guds ufejlbarlige Ord.
Dette betyder ikke at vi forstår hvert eneste skriftsted. Der er bestemt skriftsteder som er svære at forene, men en der tror på Skriftens ufejlbarlighed ville insisterer at vi simpelthen ikke forstår. Men at indrømme at der er modsigelser, at det samme som at sige at der er fejl i Skriften og benægte den autoriteten som Guds Ord.
Logik og barthianisme
Hvad der er mest skræmmende om tendensen til at indrømme modsigelse i Skriften og teologien, er at det er barthianismens egen sjæl. Ideen om at tro er i stand til at tro modsigelser – at det er troens essens at tro på det ufornuftige – er essensen af af Karl Barths paradoksteologi. Han beskrev troen som “et spring ud i mørket” for så vidt at den accepterede alle mulige modsigelser: Gud måde udvalgte og forkastede Esau (både elskede og hadede ham); Gud udvælger og forkaster alle mennesker; Gud er alvidende, men stadig begrænset i viden.
Hans efterfølgere gik endnu længere. Emil Brunner benægtede blankt Skriftens ufejlbarlighed ved at lære at Bibelen er fyldt med modsigelser, men at Gud kan åbenbare sig til os gennem disse. Ifølge Brunner beskæftiger teologien sig ikke med rationel forståelig sandhed, ej er Bibelen et sandhedssystems. Ifølge ham er modsigelser og uoverensstemmelse i Skriften et spørgsmål om Guds nedladenhed til os og at det eneste vigtige er at “møde” Gud gennem Skriften, ikke at forstå og tro den bogstaveligt.
I dag har mange evangelikale adopteret det samme syn på troen, Skriften og Gud. De siger også at alle Skriftens dele ikke behøver at være sammenhængende og overensstemmelse, at Guds viden kan være fuld af paradokser, antinomier og modsigelser og at tro af dens natur er i stand til at acceptere modsigelser og irrationalitet.
Jeg kommer i tanke om en reformert præst der søgte at forsvare evangeliets velmente tilbud og den almindelige nåde ved at appellere til irrationalitet. Han var i færd med at besvare anklagen om at hvis Gud viser sin kærlighed og nåde til de forkastede, ved at give dem naturlige gaver og i evangeliets velmente tilbud, så er Han foranderlig. Altså at Gud elsker dem nu og senere når han sender dem til Helvede, stopper han med at elske dem. Præsten sagde til sit eget forsvar, at Gud var uforanderlig, men som suveræn alligevel kunne “forordne for sig selv en række forskellige dispositioner”. Med andre ord, selvom Han er uforanderlig, kunne Han som suveræn bestemme at han ville forandre sin holdning til de forkastede. Forsimplet forklaret, sagde han at selvom Gud er uforanderlig kan han forandre sig.
Karl Barth siger det på denne måde:
Vi kan tro at Gud kun kan og skal være absolut in kontrast til alt som er relativt … men sådanne overbevisninger viser sig at være ret uholdbare og korrupte og hedenske, af den kendsgerning at Gud rent faktisk er og gør dette i Jesus Kristus. Vi kan ikke gøre dem til måleinstrument for hvad Gud kan eller ikke gøre, eller grundlaget for den dom der siger at ved gøre dette bringe Han sig selv i selvmodsigelse … Han er absolut, uendelig, ophøjet, aktiv, uoverstigelig, transcendent, men over alt andet er Han fri i sin kærlighed og derfor ikke sin egen fange. Han er alt dette som Herren og på sådan en måde at Han omfavner de modsatte koncepter (Han er altså også relativ, endelig, passiv osv.) alt mens han er dem overlegen.4
Hvad er det Barth siger? Han siger at Guds frihed og suverænitet betyder at Han kan være uendelig og endelig på samme tid. Ophøjet og underlegen, omnipotent og impotent, uforanderlig og alligevel underlagt forandring. Barths henvisning til Jesus Kristus er ikke andet en et røgslør til at skjule den kendsgerning at han faktisk benægter Guds absolute almægtighed, uforanderlighed og uendelighed. At Kristus, in Hans menneskelige natur, var begrænset, foranderlig, endelig og født ind i tiden, benægte vi ikke. Men dette er ikke hvad Barth mener. Som den første del af citatet viser, mener han at det er hedensk at tænke eller sige at Gud er absolut og uden forbehold almægtig, alvidende, uforanderlig og uendelig. Han må også være impotent, begrænset i viden, foranderlig og endelig.
Hvis du kommer med indvendinger mod hans åbenlyse modsigelser eller paradokser, vil Barth sikkert være enig med dig og fortælle at det er derfor det handler om tro – troen forstår ikke, den tro bare på det irrationelle. Denne konklusion, ubevist eller ej, er den samme som nutidens forsvarere af paradokser og antinomier når til.
Det er interessant at Barths konklusion angående teologien er at: “Den kan aldrig forme et system, forstå eller ‘gribe’ objektet”5. Dette betyder at ikke kun teologi, men også det som teologien søger, viden om Gud, er umuligt.
Vi benægter ikke, at tro ofte må acceptere at den ikke fuldt ud forstår. Vi benægter kun at troen er et “spring ud i mørket” og at den kan acceptere vrøvl og ufornuft. Hvis Gud er Gud, hvis åbenbaringen virkelig åbenbarer Gud, og hvis Skriften er ufejlbarlig og ubrydelig, kan den umuligt være således.
Faren
Faren her er ikke lille. Paradoksteologien angriber på mange måde troens fundamentale ting. Ideen om at der kan være modsætninger i Gud og Skriften, og at troen kan acceptere disse modsætninger, åbner døren op for alle subjektivismens fejltagelser, som i dag kirken er plaget af. Subjektivismen lærer, at følelser og erfaring er mere vigtigere end doktriner og sandhed. “Vi skal ikke argumentere for sandheden eller forsøge at bevise at den er korrekt,” siger mange. Vi kan kun føle at dette er korrekt og blindt acceptere det. At forsøge og få mening ud af tingende, bedrive teologi eller undervisning af læren, er det samme som at ødelægge muligheden for lidenskab og kærlighed. Vor følelser og erfaring kan meget vel modsige Skriften, men det er ikke noget problem. Fordi troen forlanger at vi følger den, selv hvis vi modsiger Skriften.
I opposition mod sådanne fejltagelser, sætter vi os i mod al slags paradoksteologi, ligegyldigt om det er Barths, Niebuhrs, Brunners eller den mere uvidende version som vi ofte finder blandt nutidens evangelikale.
