Af Pastor Angus Stewart
Nogle mennesker spekulerer over, om Bibelen lærer absolut prædestination. Guds ubetingede udvælgelse af nogle syndere til evig frelse i Jesus Kristus og hans ubetingede reprobation af andre syndere til evig ødelæggelse på deres synders vej.
Hvad skulle der til for at bevise dette? Hvad nu hvis Gud i sit Ord har fortalt os om to drenge i deres moders liv, og allerede før de blev født (og derfor før de kunne tro eller ikke tro, eller gøre gode gerninger eller onde gerninger) sagde, at den ene var genstand for Guds kærlighed og udvælgelse, hvorimod den anden var hadet?
Hvad nu, hvis en apostel, idet han forventede protester mod dette, eftertrykkeligt benægtede, at Gud er uretfærdig, når han gør dette og citerede det gamle testamente for at bevise Guds absolutte suverænitet i hans barmhjertighed og medlidenhed, og lagde vægt på, at frelsen ikke skyldes menneskets frie vilje eller menneskets anstrengelser, men ene alene guddommelig barmhjertighed?
Hvad nu, hvis Helligånden, idet han fuldt ud kendte det faldne menneskes protester mod denne lære, gik videre med at give et velkendt, gammeltestamentlig eksempel på en mand, som Gud forhærdede og ødelagde for at vise sit herlige navns kraft? Hvad nu, hvis han derefter bekræftede den absolutte suverænitet i guddommelig virket forhærdelse og han, idet han irettesatte dem som finder fejl ved Guds veje, lærte at Gud er den store pottemager, som kan gøre hvad han vil med de kar han skaber, idet han ødelægger nogle og fører andre til herlighed?
Dette er præcis, hvad vi finder i Romerbrevet 9,10-24. Hvis nogen vil vide, om Bibelen lærer ubetinget udvælgelse og ubetinget reprobation, burde de læse denne passage:
Men ikke nok med det; sådan også, da Rebekka skulle have børn med én mand, vor fader Isak: Endnu inden de var født, endsige havde gjort noget godt eller ondt, blev der – for at Guds beslutning om udvælgelse skulle stå fast, ikke på grund af gerninger, men fordi han selv kalder – sagt til hende: »Den ældste skal trælle for den yngste.« Der står jo skrevet: »Jeg elskede Jakob, men hadede Esau.« Hvad skal vi nu sige? Er der nogen uret hos Gud? Aldeles ikke! Han siger jo til Moses: »Jeg forbarmer mig, over hvem jeg vil, og viser nåde, mod hvem jeg vil.« Så afhænger det altså ikke af menneskers vilje eller stræben, men af Guds barmhjertighed. Skriften siger jo til Farao: »Jeg har ladet dig fremstå netop for at vise min magt på dig, og for at mit navn kan blive forkyndt over hele jorden.« Så forbarmer han sig altså, over hvem han vil, og forhærder, hvem han vil. Nu vil du sige: Hvad har han så mere at bebrejde os? For hvem kan stå hans vilje imod? Menneske! Hvem er du da, siden du går i rette med Gud? Kan det, der er formet, sige til ham, der formede det: Hvorfor har du lavet mig sådan? Er pottemageren ikke herre over sit ler, så at han af den samme masse kan lave fornemme kar og kar til dagligt brug? Og hvad nu, om Gud, der vil vise sin vrede og åbenbare sin magt, i stor langmodighed har båret over med de kar, som var genstand for hans vrede og bestemt til ødelæggelse, og gjort det for at åbenbare, hvor rig hans herlighed er over de kar, som han har forbarmet sig over, og som han forud havde bestemt til herlighed? Dertil kaldte han også os, ikke kun blandt jøder, men også blandt hedninger.(Rom 9,10-24)
